Basketballstævne

Lørdag den 28. januar var Odense Halks værter for fjerde runde af FM-turneringen i kørestolsbasketball. Det fynske hjemmehold gjorde en god figur, men gæsterne fra Århus var en tand stærkere og halede dermed ind på sidste års vindere fra Viborg.

Første kamp ved weekendens runde i Odense stod mellem vestjyderne fra Esbjerg og hjemmeholdet Odense. Hjemmeholdet kom bedst fra start og vandt første periode 15-8, Esbjerg kom igen og vandt anden periode 9-12. I anden halvleg fulgte yderligere to tætte perioder, men Odense var dog hele tiden lidt foran og vandt kampen med pointene 46-37.
 
Anden kamp i Odense stod mellem Esbjerg og Århus. Her vandt Århus suverænt de to første perioder og kunne køre til halvleg med stillingen 10-36. Esbjerg kom godt igen i anden halvleg og spillede stort set lige op mod Århus i tredje og fjerde periode, men Århus kunne ikke hentes og vandt således 31-61.
 
Sidste kamp var mellem hjemmeholdet og Århus. Første periode blev en tæt omgang som Århus vandt 8-11. I anden periode trak Århus fra Odense og holdene kunne således køre til halvleg med stillingen 18-29. Anden halvleg blev særdeles tæt, hvor hjemmeholdet vandt tredje periode med et point, mens Århus vandt fjerde periode med tre point. Hermed blev Århus vinder af kampen med slutstillingen 42-55.

Den samlede stilling i FM-turneringen i kørestolsbasketball, halvvejs gennem sæsonen, er at Århus har 12 point, Odense har 10 point, mens Esbjerg har 8 point. De sidste års vindere fra Viborg er dog stadig suverænt i front og ubesejrede med 18 point. Næste runde i FM-turneringen afholdes den 3. marts i Viborg.

Næste kamp på hjemmebane er i Rærkjærhallen lørdag d. 12 maj.
Kom og hæp – de trænger til lidt ekstra publikumsopbakning.