Gang i kørestolsbasket igen

 
Esbjerg Handicap Idræt er en klub med efterhånden mange år på bagen. Men det betyder ikke, at bestyrelsen bare kan læne sig tilbage og se på, at klubbens aktiviteter udvikler sig af sig selv. De skal til stadighed plejes, støttes og udvikles for ikke at gå i stå.
 
Kørestolsbasketball har været med på klubbens program siden starten og holdet var i mange år med til at kæmpe om Forbundsmesterskaberne og med til at levere spillere til landsholdet. De sidste par år har det imidlertid stået skidt til med holdet. Frafald og sygdom, samt spilleres ønske om ikke at spille kampe, har betydet, at EHI ikke har været med i den landsdækkende turnering de seneste par år. Det har også været svært at holde gang i den ugentlige træning. Alt i alt har det udviklet sig til en ”negativ” spiral.
 
Det bliver vi i bestyrelsen selvfølgelig nødt til at gøre noget ved. Vi har drøftet, hvad der skal til for at genetablere holdet og få spillerne ud til turneringer som hold. Vi er enige om, at Esbjerg-området bør have et kørestolsbaskethold.
Der skal en arbejdsindsats til for at få fat i nye spillere. En indsats som bestyrelsen ikke kan bære alene, men heldigvis vil holdets nuværende spillere også være med til at gøre en indsats for at få holdet på fode igen.
 
En af de ting, der kan få spillere til at komme til klubben, er tilbud om nye stole, som spillerne kan låne til træning og kampe. Bestyrelsen har derfor besluttet, at klubben for første gang nogensinde skal investere i kørestole til basketball. Stolene er meget dyre og vi er gået i gang med at skaffe penge via diverse fonde. Umiddelbart er det lettest at skaffe fondsmidler til nye aktiviteter. Men vi er overbevist om, at det nok skal lykkes at skaffe penge til de seks kørestole, som vi helst skal have købt.
 
Forhåbentligt kan vi i starten af den nye sæson i august/september præsentere klubbens nye stole og efterhånden også berette om tilgang til holdet. Vi kan ikke nå at være med i den landsdækkende turnering i den kommende sæson. Men målet er at være med i 2012-13.
 
Bestyrelsen ønsker alle en god og energigivende sommer og vi glæder os til at møde jer igen til den nye sæson i august.
 
 
På bestyrelsens vegne
Ingrid Lauridsen