Idræt for handicappede børn i Ghana.

Den første uge i august var jeg igen en tur i Ghana for at undervise. Denne gang handlede det om idræt for handicappede børn.

DHIF er gået i samarbejde med handicaporganisationer i Ghana om at starte børneidræt i alle ti regioner i landet. Inden det kan lade sig gøre, skal der være nogen til at organisere idrætten og stå for idrætten. Jeg var derfor blevet bedt om sammen med Lisa Schlage fra Breddeudvalget at undervise på en workshop for kommende instruktører.
Andre underviste så dem, der skal lave det organisatoriske arbejde.

Vi var igen på besøg i Kumasi, den næststørste by i Ghana og igen foregik workshoppen i Ghana Social Club, som havde stillet deres faciliteter gratis til rådighed. Vi var heldige med vejret. Der var omkring 25 grader og det regnede kun ganske kort den ene dag. Idrætsundervisningen skulle foregå udendørs på en basketbane og tennisbane i beton og på en græsplæne.

Vi fik en blandet flok voksne, baskettrænere, forældre, specialskolelærere, idrætslærere og andre. Nogen med megen idrætserfaring, andre med meget lidt. De havde dog alle et ønske om at blive idræts-instruktører for handicappede børn.
Vi havde 4 dage til at give dem en masse ideer til, hvad man kan lave af idræt med en gruppe børn med forskellige handicaps.

Vi underviste de voksne om eftermiddagen og næste formiddag fik vi besøg af en gruppe børn og deres forældre, som så skulle prøve nogle af aktiviteterne. Det var vigtigt for Lisa og mig, at de voksne selv prøvede alle aktiviteterne. For på den måde husker man bedre. Når børnene var på besøg, prøvede instruktørerne selv at undervise, så vi kunne give dem gode råd undervejs.
Vi legede med faldskærm, tæppeflisere, hulahop-ringe, tryllesnore, aviser, ærteposer, bolde, kortspil, puslespil, ketsjere, frisbees, kurve, terninger og meget andet.

Vi lavede om på spil, så de passede til vores børn, vi fandt på nye spil og vi brugte de spil, vi allerede kender. Vi havde stafetter og fællesaktiviteter. Det vigtigste for os var, at alle havde det sjovt og udviklede sig med idrætten.

I Ghana er idrætten meget konkurrence-orienteret og nogle gange var de kommende instruktører ved at komme op at skændes om regler og snyd. Men Lisa og jeg fik dem lært, at alle aktiviteter ikke behøver at være konkurrence, at det vigtigste ikke er at vinde, men at man skal sørge for, at alle er med og har det sjovt.

Børnene, der kom på besøg, havde ikke tidligere haft idræt, så de prøvede alle noget nyt. I starten var nogle af dem bange for at være med og ville helst være sammen med deres forældre hele tiden. Men efterhånden som tiden gik, kunne de fleste være med på egen hånd med hjælp fra en instruktør. De blev bedre til aktiviteterne, de var superglade for at være med og de kunne næsten ikke vente med at komme i gang.

Børnene og deres forældre samles allerede nu en gang om måneden for at hjælpe hinanden med de problemer, der nu kan være med at have et handicappet barn i Ghana. Dernede kommer handicappede børn sjældent i skole, forældrene gemmer deres handicappede børn og der er ingen offentlig hjælp at få.

Men jeg er sikker på, at forældregruppen vil gøre en stor indsats for at få gang i idrætsaktiviteter for handicappede børn i Kumasi. Så må vi se, hvordan det kommer til at gå i de andre regioner.
Som starthjælp fik hver region en stor sportstaske med hjem med rekvisitter. Nogle af rekvisitterne var faktisk lavet i Kumasi og vi snakkede meget om, hvordan de selv kunne skaffe flere eller lave flere hjemme i regionerne.
Ingrid