TISTRUP MINI-TRIATHLON 2010 
Efter en succesfuld deltagelse i Tistrup Mini-triathlon 2009 havde jeg besluttet at deltage igen i år.
Mini-triathlonen består af 250m løb i vandet i Kvie Sø, 20km cykling fra Kvie Sø over Skovlund og Gårde til Tistrup og derefter 3km løb i Tistrup.
Man kan tage hele turen selv eller man kan deltage på et stafethold og deles om opgaverne. Jeg kan ikke det hele selv. Men heldigvis ville min nevø og min svoger gerne være på hold med mig.
 
I år var der tilmeldt over 700 deltagere. Solen skinnede, det var ikke for varmt og der blæste en frisk vind fra nordvest. Vindretningen var ikke den bedste, da det betød modvind en stor del af cykelturen. Men jeg skulle nok klare det. Jeg regnede dog ikke med en super tid.
 
Min nevø Thomas tog løbeturen i vandet og klarede sig rigtigt godt. Det lykkedes mig at komme godt af sted. Jeg fik dog ikke en fornemmelse af, at det bare gik rigtigt godt. Det var lidt tungt og det føltes som om alle bare overhalede mig. Jeg var bange for at være den sidste cyklist, der kom i mål. Men det var der jo ikke noget at gøre ved.
 
Det var en fordel at kende ruten, så de forskellige stræk føltes ikke så lange som sidste år.
 
Jernbanebroen i Gårde var dog hård ved mig. Heldigvis skiftede vi køreretning efter Gårde og jeg fik vinden skråt ind i ryggen. Sikke en hjælp. Nu begyndte det igen at glide og jeg kunne indhente noget af den tabte tid.
 
Et par kilometer før mål var jeg helt sikker på, at jeg var sidste cyklist. Men så hørte jeg pludselig stemmer bag mig og satte farten yderligere op. Jeg ville bare ikke overhales. Jeg kom i mål ved Janusbygningen i Tistrup i en tid lidt over en time og fik sendt min svoger af sted ud i Tistrups gader. Han løb en super tid og fik overhalet rigtigt mange. Det var godt at vide.
 
Det var igen en rigtig god oplevelse at deltage i Tistrup Mini-triathlon, selv om det er hårdt for armene. I år slap jeg for at have ømme muskler og led dagen derpå – måske havde jeg ikke cyklet stærkt nok? Men det er helt sikkert, at jeg skal deltage igen i 2011.

Ingrid

Kørestolsbasket

Her er knap 5km af cykelturen klaret.