Kørestolsbasketball
Fra Saharas ørken til Randers regnskov. 
 
KørestolsBasket holdet i EHI ( Esbjerg Sitting Bulls) har været i en tørkeperiode mht. spillere, men nu er vi i den heldige situation, at der er kommet en del nye spillere, så derfor overskriften fra Sahara til regnskov, - dog kun Randers regnskov, da vi altid gerne vil have flere spillere, så vi kan nærme os "den rigtige regnskov "
 
Basket har dog ikke holdt pause, den seje kerne der brænder for sporten, har trofast mødt op, selvom der nogle tirsdage kun var 3 spillere. Det lave antal spillere har desværre også bevirket at holdet ikke deltager i FM cup i Danmark 2017/18, men med velvilje fra de andre hold i FM, har vores "gamle" spillere fået lov til at lave et mix-hold, så de alligevel får spillet noget kørestolsbasket og kommer ud og er sociale. Selvfølgelig vil Esbjerg Sitting Bulls gerne vinde kampe, det skal der ikke herske tvivl om, men når det er sagt, så vil vi også bare gerne få spillet noget basket, udvikle os og så ellers nyde sporten med andre der også brænder for kørestolsbasket.
 
Vi ser frem til en vinter og et forår hvor de nye spillere bliver en del af holdet gennem træning, så vi forhåbentlig efter sommerferien er klar til igen at deltage i FM 2018/19
 
At vi i kørestolsbasket også sætter pris på hinanden uden for banen, er billedet et rigtig godt eksempel på, lørdag d. 28/10 skulle Esbjerg ha' spillet kamp på hjemmebane, men da vi ikke deltager i FM, måtte andre springe til. Puslespillet kunne ikke gå op d. 28/10, men søndag d. 29/10 fra kl. 13.00 stod Odense klar med hal og udlån af udstyr, alle hold var villige til at spille sent, sidste kamp mellem Odense og Mix ( bl.a. Esbjerg spillere) startede først kl. 18.45 så det blev sent før dynen kunne trækkes over ørerne, ikke mindst for dem fra Aalborg der sagde ja til at bemande dommerbordet i sidste kamp, trods den lange vej hjem bagefter.
 
Men humøret var højt, og for at takke/sige undskyld for alt besværet med os, medbragte Alf og Pia kager og sodavand til alle mand. De havde bagt de lækreste kager som var super flot pyntet til lejligheden. - Tak fra os alle.
 
Hvis nogen skulle have lyst til at prøve kørestolsbasket eller blot se hvad det er, træner vi hver tirsdag fra kl. 19.00-21.00 i Rørkær hallen i Esbjerg ( bemærk der kan være enkelte aflysninger, men skriv gerne på vores Facebook side hvis du kigger forbi )
 
Glædelig (h)jul fra alle os til alle jer.
Holdleder Anja Ebsen
Her spilles der basketball kamp.
Tid til hygge, skal der også være.
side 8 IMG 2702 kopi
side 8 IMG 2708 kopi

Udskriv