Halliwicksvømning

for børn med handicaps

 

Hver tirsdag mødes en lille gruppe af forventningsfulde børn i alderen 5-10 år i Bramming svømmehal. Forinden har de fleste set frem til denne dag på ugen, siden sidst de var til svømning. Børnene har alle multiple handicaps og anvender fx kørestol.

 

Holdet er startet på baggrund af to mødres ønske om et svømmetilbud til deres multihandicappede børn. Tidligere har vores børn svømmet hos Børnenes Kontor på Langelandsvej, som har et lille varmtvandsbassin i kælderen. Desværre skal børnene ikke være meget mere end 3-4 år før de er for store til det lille bassin.

 

Vi har ledt højt og lavt i et stykke tid efter et svømmetilbud til vores handicappede børn, dog uden held. - Vi tog derfor beslutningen om at tage sagen i vores hænder. I efteråret 2013 drog vi derfor for første gang til København for at deltage i første del af grunduddannelsen i Halliwick svømning. Formålet var på det tidspunkt at kurset skulle inspirere os til at blive bedre til at svømme med vores egne børn. Men allerede da vi var færdige med kurset var vores idé vokset til, at blive et ønske om at få etableret et rigtigt svømmehold for svært handicappede børn - hvor der også var et socialt element tilknyttet.

 

I foråret 2014 fik vi mulighed for at etablere et hold hos Esbjerg Handicap Idræt , først i Svømmestadion Danmark  og sidenhen i Bramming Svømmehal. Siden holdet startede har børnene gjort store fremskridt, bl.a. kunne et barn kun svømme 10 minutter hvor barnet i dag kan være i vandet 60 minutter, uden at fryse eller blive overstimuleret. Flere af børnene har opnået en fortrolighed med vand og kan i dag boltre sig i vandet uden at være bange for at få vand i ørerne, håret eller øjnene.

 

Halliwick er en tilgang til svømning målrettet børn og voksne med fysiske og psykiske handicaps. Principperne tager udgangspunkt i vandtilvænning som det overordnede for at den enkelte er helt tryg ved vandet. Herefter kommer arbejdet med at øge graden af selvstændighed i vandet for svømmeren. Faktisk kan Halliwick være med til at give mange med fysiske handicaps fuldkommen uafhængighed i vandet.

 

For vores målgruppe er en svømmetime bygget op omkring sanglege, interaktion, socialt samvær og individuel guidning. Vi tilgodeser flere aldersgrupper og funktionsniveauer fordi hvert enkelt barn har deres egen hjælper med i vandet og derfor får den støtte den enkelte har brug for gennem 1 til 1 kontakt. Esbjerg Handicapidræt har fået installeret et bruseleje i Bramming Svømmehal, så der er gode omklædningsfaciliteter for alle, uanset funktionsniveau. Vi svømmer hver tirsdag fra 13.30- 14.30 og torsdag fra 11-12 i Bramming Svømmehal (i varmtvandsbassinet). Har du spørgsmål til holdet eller har dit barn lyst til at deltage på et af holdene er du velkommen til at kontakte enten Didde på tlf. 20302162 eller Tina på tlf. 40917523.

 

Tina

 

side 3 IMG 1150 1  side 3 IMG 1020
side 3 7C1A7462 side 3 IMG 1039

 

 

 

 


Udskriv